earl-dk
Chevrolet Facts
(Sorry, no english version)
Lidt om begyndelsen og den europæiske forbindelse.
Navnet Chevrolet.
Chevrolets stifter, Louis Chevrolet, blev født i Schweiz i 1878. I 1900 emigrerede den da 22-årige unge mand til
USA. Hans interesse for biler tilskyndede ham til at uddanne sig til mekaniker i New York, og i 1905 begyndte
han at køre racerløb. Han vandt utallige løb og slog en lang række rekorder, men han havde også endeløst
mange uheld. Faktisk tilbragte han 3 år af sin 15-årige karriere som racerkører i hospitalssenge.
Selskabet Chevrolet.
Louis Chevrolet og chefen for General Motors (GM), William "Billy" Durant, grundlagde d. 8. november 1911
"Chevrolet Motor Car Compagny of Michigan". Allerede året efter dukkede den første Chevrolet op på
markedet under navnet Chevrolet 490 Classic Six. I 1914 begyndte et skænderi mellem Louis Chevrolet og Billy
Durant om positioneringen af selskabet. Chevrolet ønskede at producere eksklusive biler, hvilket ikke var så
mærkeligt; han var jo bildesigner. Durant, derimod, ville bygge biler til den støt voksende amerikanske
middelklasse. Durant endte med at få sin vilje, og man brugte sågar prisen på bilerne som modelbetegnelse, idet
de tidlige modeller med modelbetegnelsen 490 kostede $490, og lige siden da har Chevrolet stået for biler af høj
kvalitet til overkommelige priser. 175 millioner Chevrolets er frem til i dag bygget på dette koncept. Louis
Chevrolet solgte sin andel og navnet "Chevrolet" til Durant og forlod selskabet i 1914.
Chevrolets europæiske rødder.
Det var ikke kun Louis Chevrolet selv, der udgjorde forbindelsen til Europa. Fra 1923 til 1968 blev der samlet
1/4 million Chevrolets i Danmark, Sverige, Belgien og Schweiz. Halvdelen, nemlig 122.737 af disse blev samlet i
Danmark, og heraf var 58.894 personbiler. I 1923 etableredes GM´s første samlefabrik udenfor USA og Canada
i København under navnet "General Motors International A/S". Fabrikken skulle bygge Chevrolets til salg i
Skandinavien, de baltiske lande, Tyskland, Polen, Czechoslovakiet, Østrig, Ungarn og Rusland. Den første bil,
en let lastbil, forlod samlelinien i København d. 7. januar 1924. GM´s interne kode for køretøjer bygget i
København var før 2. Verdenskrig "XB". Efter krigen blev koden "I" og "IC". Delene til samlefabrikken kom
først fra Tarrytown fabrikken nær New York, og fra 1925 fra The Bloomfield Plant i New Jersey. Billedet i
midten viser samlelinien i København.
Mr. General Motors.
William "Billy" Crapo Durant blev født i Boston, Massachusetts d. 8. december 1861. I 1885 indgik han i et
partnerskab med Josiah Dallas og dannede "Coldwater Road Cart Compagny", der blev en af den tids førende
producenter af hestedrevne køretøjer i USA. I 1890 ejede Durant USA´s førende karetmagervirksomhed,
"Durant-Dort Carriage Compagny", der fremstillede ca. 50.000 hestedrevne køretøjer om året. I 1904 blev Billy
Durant kontaktet af James Whiting, stifteren af "Buick Compagny", der overtalte Durant til at blive General
Manager for Buick. I 1908 stiftede Billy Durant "General Motors of New Jersey" (GM). Han opkøbte hurtigt
andre selskaber, bl.a. Buick, Olds, Oakland, der senere skiftede navn til Pontiac, og Cadillac. Det var også på
dette tidspunkt han opkøbte AC-Delco, der fremstiller autodele. I 1910 mistede Billy Durant kontrollen over
GM, fordi han i løbet af en 18 måneders periode fra 1908 - 1910 havde investeret store summer for at opnå
kontrol med næsten 30 bilproducenter, og derved havde forgældet GM ud over, hvad selskabet kunne holde til.
I 1911 indgik Billy Durant så partnerskab med Louis Chevrolet og stiftede "Chevrolet Motor Car Compagny of
Michigan". I 1914 købte Durant Louis Chevrolet ud af partnerskabet og erhvervede samtidig retten til at bruge
navnet Chevrolet. Salget af Chevrolet bilerne gik strygende, og i 1915 brugte Durant de penge, han tjente på
Chevrolet Motor Car Compagny til igen at opnå kontrollen med General Motors. I 1918 blev Chevrolet Motor
Car Compagny indlemmet i GM. Billy Durants ledelsesstil med massive investeringer viste sig igen at give
bagslag, og i 1920 måtte han igen trække sig tilbage fra GM, efter at han havde fået en aftale i hus med GM´s
bestyrelsesformand, Pierre du Pont, der til gengæld for Durants tilbagetræden betalte al hans gæld. I 1921
dannede Billy Durant "Durant Motors", der producerede biler under navnet Durant de næste godt og vel 10 år.
Den store depression i 30erne gjorde en ende på William C. Durants karriere i bilindustrien i 1933. William
Crapo Durant døde i New York d. 18. marts 1947.
1929 Durant
William "Billy" Crapo Durant